√ėkonomisk r√•dgivning giver f√¶rre inkassosager og uds√¶ttelser

19-08-2016

Siden 2013 har det været muligt for beboere i fem boligorganisationer i Slagelse Kommune at modtage gratis økonomirådgivning via fællesekretariatet Sekstanten.


Økonomirådgivningen er forsøgsprojekt, der skal være med til at mindske antallet af inkassosager og udsættelser på grund af manglende huslejebetaling til boligselskaberne.

Den seneste statusrapport på projektet viser, at der er sket en klar forbedring på de tre år, projektet har kørt. Antallet af advokatsager er nedbragt med en tredjedel, og der er afværget 43 udsættelser.

I alt har mere end 470 personer fået hjælp af økonomirådgivningen, og en af dem er Lisbeth Nielsen, der i 2015 kontaktede økonomirådgiver Jakob Holmgård Larsen fra projektet.

- Det har tit været lidt svært for mig at holde styr på min økonomi. Jeg er på kontanthjælp, og jeg har derfor ikke så mange penge. Når man samtidig har tre teenagere boende hjemme, så er det ikke nemt at få det hele til at hænge sammen. Med det nye kontanthjælpsloft står jeg til at skulle miste 2200 kroner om måneden og vidste slet ikke, hvordan det skulle gå. Heldigvis blev jeg henvist til Sekstanten via Slagelse Familie Center, og det er simpelthen det bedste, der er sket, siger Lisbeth Nielsen.

Fik forhandlet rentestop og afdrager gæld

Sammen med økonomirådgiveren fik Lisbeth Nielsen lagt et budget og fik det overblik over sin økonomiske situation, som hun havde manglet.
- Det var egentlig lidt som at være med i ”Luksusfælden”, men det virkede. Jakob (Holmgård Larsen. red) hjalp mig med at forhandle rentestop, så jeg kunne begynde at afdrage på gælden, og jeg er faktisk allerede færdig med det første lån. Jeg har fået meget mere ro på tingene og er fast besluttet på, at jeg ikke vil ind i den onde cirkel igen, hvor jeg ikke kan betale og hele tiden skal være ked af det og nervøs. Heldigvis hjælper Jakob mig også med at fastholde de planer, der er lagt. Jeg kan altid ringe til ham og få et godt råd eller hjælp til at klare et problem. Han siger bare: ”det skal vi nok løse”, og det gør vi så, forklarer hun og fortsætter:

- Jeg tror aldrig selv, at jeg ville have bedt om hjælp til det med økonomien, men de har været fantastiske til at møde mig på en menneskelig måde, så jeg har følt mig ligeværdig. Der er altid store smil og en god stemning, når vi mødes, og det betyder meget, når man skal tale om noget så privat som penge.