Sund Økonomi

15-05-2015

Af Mette Nielsen

Tørre tal på programmet en hel dag skulle vise sig at være ganske spændende og brugbart, da 17 veloplagte beboere fra Sydbyen og Oasen indtog Multihuset til en dag i økonomiens tegn.

Sundhedsambassadør 2 er netop startet og første kursusgang handlede om, hvordan man kan få økonomien til at fungere i hverdagen. En fornuftig økonomi handler ikke om at have mange penge, men om at skabe balance mellem indtægter og udgifter. Ubalance giver spekulationer og ondt i maven, og en sund økonomi er derfor helt centralt for at opnå en sund livsstil.

Det vigtige budget
Jakob og Mette fra Økonomirådgivningen var inviteret, og de kom med deres bud på, hvordan man kan få skabt denne balance og få en sund økonomi.
Jakob fra Økonomirådgivningen fortæller, at ”mange har slet ikke et budget, og det er en af de primære årsager til en dårlig økonomi. Budgettet og budgetkontoen er det mest grundlæggende for en god økonomi.” Efter en kort introduktion blev der derfor taget fat på arbejdet med at lave et budget, som deltagerne aktivt gik i krig med. Selv om budgetlægningen drillede deltagerne ind imellem, gav øvelsen en god bevidsthed om, hvor vigtigt det er at spare op til de udgifter, som man forventer inden for de næste 12 måneder.
Emner som opsparing og lån blev også vendt og vigtigheden af at have fokus på skat. For ligesom man jævnligt bør gennemgå sit budget, så skal skattemappen også tjekkes – også selv om der ikke er sket større ændringer i ens liv.

Sparetips
Deltagerne kom igen på arbejde, da de bedste sparetips skulle findes, og her var rigtig mange gode bud.
En stor del af vores forbrug går til mad, og da man i Danmark smider mad ud for rigtig mange penge hvert år, er der i den grad penge at spare her. For at undgå madspild skal man bruge resterne, lave en madplan, tjekke tilbud, fryse mad ned og lave madpakke. Ganske simple råd som er gode at huske på i det daglige. Blandt deltagernes bedste sparetips blev det også fremhævet, at der kan spares en del penge på at tjekke tv-pakken, og om man reelt har behov for den største tv-pakke. En kritisk gennemgang af forsikringer og mobil- og internetabonnementer er også en god ide.
Mette fra Økonomirådgivningen afslutter med, at ”det bedste sparetips faktisk er at få overblik over sin økonomi”. Når man får skabt oveblikket over sin økonomi, kan man bedre se, hvad man bruger sine penge på, og om der er noget, som kan undværes. Sørger man for at få tilmeldt de faste regninger til en budgetkonto, sparer man også penge på eventuelle rykkergebyrer, hvis man glemmer en regning.

Rollemodeller
Deltagerne fra Sydbyen og Oasen tog budget og sparetips med hjem i baglommen. De kan se frem til yderligere 4 kursusgange i denne omgang, og de er parate til at dele deres viden om sund livsstil med deres familier, venner og naboer.